Hvem har ansvaret for stemningen i hjemmet?

Jeg havde et par i terapi, som var ved at gå fra hinanden. Hun ville ikke mere. Én af de ting hun bare ikke ville mere, var at høre på hans evindelige brokkeri. Hver dag, når de mødtes efter arbejde startede hans brokkeri: de mennesker han mødte, var nogle idioter, de kørte for langsomt eller foretog hasarderede manøvrer i trafikken, fodgængere og cyklister var idioter, fordi de gjorde noget, som han ikke syntes var i orden, arbejdskolleger var tåbelige fordi….. Han brokkede sig over sin kone, sine børn – alle anstrengte sig for at genere ham.

Jeg prøvede på forskellige måder at vise ham, hvad det gør ved andre – og især hans kone – hvis man konstant brokker sig. Han var ikke åben for mine tanker og forsvarede sin ret til at mene og gøre, som han gjorde. På et tidspunkt lænede han sig frem mod mig og sagde: “jeg vil kraftedeme ha lov til at lukke lort ud”. Jeg sad lidt med håret blæst bagud som efter en tur på cykel ned ad bakke, hvorpå jeg lænede mig mod ham igen og sagde: ” Lort skal ikke ud gennem munden”

Overvej om du “lukker lort ud”. Selvfølgelig må du fortælle din partner om dine problemer. Jeg vil blot foreslå, at du gemmer det til et tidspunkt, hvor din partner har tid til at høre på dig. Du skal også sikre dig, at du fremlægger din problematik, som en relativ kort beskrivelse, af det du oplever. Der er forskel på beskrivelse og brok. Fortæl også, hvad det du oplever gør ved dig – at du bliver ked af det, vred, opgivende, føler dig magtesløs etc. Hvis du har en kærlig partner, vil hun kunne sige: ” jeg kan godt høre på dig, at det er svært og jeg kan også godt forstå, at du er ked af det. Er der noget du kan gøre for at ændre situationen?”

Noget af det mest ukloge – men samtidig også almindeligste – en partner kan gøre, er at komme med løsningsforslag eller sige noget i retning af: “Jeg ville nu…” …. eller “..hvorfor gør du ikke bare….”.

Når man er ked af det eller på anden måde oprevet, har man brug for forståelse for, at det er sådan, det er. Desværre er vi fra skolen trænet i at skulle løse problemer – være kloge. Det giver bagslag i et kærlighedsforhold. Hvis min partner bare vil løse problemet for mig, oplever jeg mig ikke hørt. Jeg fortæller jo netop om problemet, fordi jeg følelsesmæssigt er oprevet, ked af det eller lignende. Jeg har sandsynligvis ikke fremlagt problematikken for at den anden skal løse den for mig. I så fald bliver rollefordelingen den, at jeg bliver den dumme og min partner den kloge – og jeg er slet ikke blevet mødt, der hvor jeg er: jeg er ked af det. Den følgende bemærkning kunne så være ” Du er f….. også altid så klog” og så er konfliktspiralen sat i gang.

HAR DU BRUG FOR HJÆLP?