Læs indlæg

Når sexlysten forsvinder i parforholdet

Læsetid: 5 minutter

Sexlysten forsvinder. Du kender det fra dit eget liv. Du mærker ikke mere den stærke erotiske tiltrækning, som var så fantastisk i begyndelsen af Jeres forhold.

 

Sexlysten bliver i parforholdet ofte begravet i dagligdags opgaver, småskænderier, stress og jag. Mine klienter taler om, at der er gået leverpostej og gentagelser i den.

 

Kvinder og sexlyst

 

Især kvinder fortæller, at sexlysten forsvinder. De savner den frydefulde oplevelse af forelskelse. Mange tror, at der er noget i vejen med parforholdet, når lysten er forsvundet.

 

Før du går videre med læsningen, foreslår jeg, at du laver en kop the og indstiller dig på, at læse dette med fuld opmærksomhed. Brug lidt tid på det. Læs også  Soulmate

 

Gentagelser dræber sexlysten

 

Livet består af gentagelser. Især når vi stifter familie og børnene kommer. Madpakker, tøjvask, indkøb, rengøring. Struktur og genkendelighed er på mange måder en god ting. Hjernen reagerer roligt, når livet er genkendeligt.  Gentagelser, struktur og overskuelighed virker beroligende og er altså det modsatte af stress.

 

Desværre er netop gentagelser er en dræber for lyst. Sexlysten forsvinder jo mere hverdagen fylder.

 

Forelskelse og lysten til det endnu ukendte

 

Forelskelse og dyrisk lyst til sex er drevet af tiltrækningen og lysten til det endnu ukendte. Det er en neurokemisk reaktion i hjernen, som får os til at sætte himmel og jord i bevægelse for at få fat i den ønskede genstand. Et ur-center i hjernen – nucleus accumbens – sprøjter dopamin ud, hjernens  lyst- og glædes-hormon.

 

Ren lyst, spænding og glæde

 

Vi kan iagttage det hos et lille barn, som har lært at kravle. Får det øje på et eller andet, som det bliver interesseret i at få fat på, prøver det på alle måde at nå genstanden. Den ansvarlige voksne skal lade barnet gøre disse forsøg – det stimulerer oplevelsen af at hvis bare jeg bliver ved, lykkes det for mig.

 

Når barnet får fat i genstanden bliver den undersøgt med stor opmærksomhed, suttet på og bidt i. Dette er lykken. Efter kortere eller længere tid skaber genstanden ikke mere samme reaktion hos barnet. Der skal nye, spændende genstande til  for at fremkalde den tidligere  stærke lystfølelse, som er en følge af dopaminfrigivelsen.

 

Det dobbelte behov for tryghed/tilknytning og adskillelse.

Allerede indenfor de første måneder beg det lille barn at træne dette med tit-tit- borte lege: mor er væk – mor er der igen. Som barnet vokser til intensiveres denne leg: mor er bag en lukket dør – men barnet bliver kun let uroligt: det har tillid til at mor kommer igen.  Det forudsætter at moderen har forstået barnets iboende trang til/behov for selvstændighed.

 

En mor som knytter barnet tæt til sig i misforstået omsorg, er ofte en mor, som selv er bange for at slippe barnet. Herved får barnet som opgave at dække sin mors behov for tryghed og det gør det gennem at give køb på sin egen selvstændighed.

I min klinik oplever jeg ofte dette og det skaber store problemer ikke blot for barnet men for hele det fundament, som barnet skal kunne hvile trygt på:  familie med far og mor. Hvis mor knytter barnet stærkt til sig i misforstået omsorg, bliver faderens rolle ændret fra at have været halvdelen af far-mor, barnets vigtige fundament, til 3. pladsen i hierarkiet. Barnet har fået den vigtige plads ved sien af moderen.

 

Som børn har vi, hvis alt er gået godt, lært at kunne begge dele: være tætte med et andet menneske og være trygge i adskillelsen. Men ikke altid går det helt godt. Ofte tror vi, at jo tættere desto bedre.

 

Forelskelse og tiltrækning af det nye

 

Når vi forelsker os er alt nyt og spændende. For det første er der ‘jagten’: vil det lykkes at indhente og nedlægge ‘byttet’?

 

Dernæst kommer den spændende fase, hvor vi udforsker hinanden: måden den anden taler på, smiler, de første berøringer og endelig det vildt spændende første erotiske møde.

 

Mon ikke mange vil kunne huske, at det var næsten ekstatisk – man befinder sig i en tilstand, hvor man er fuldstændig opslugt. Intet under, at vi kan blive nærmest afhængige af sådan en følelse.

 

Når vi er nye sammen

 

I begyndelsen af en ny relation er det let at mærke lysten. Den fase kan vare flere måneder, selvom en del af spændingen forsvinder. Den erotiske tiltrækning kan holde sig ganske længe.

 

Spiser du boller i karry hver dag?

 

Desværre svinder dopamin frigivelsen desto bedre vi lærer hinanden at kende. Det er lidt som at spise den samme kage den ene dag efter den anden. Det resulterer i kedsomhed og efterfølges måske af en ubevidst lyst til at finde en mere ‘perfekt’ partner. De fleste tænker instinktivt, at det er partneren der er noget galt med. Det er opskriften på at være ulykkelig.

 

Det dobbelte behov

 

Udover at vi mister spændingen efterhånden som livet med fast partner bliver hverdag,  spiller behovet for både tryghed (sammensmeltning) og adskillelse ind på det erotiske område.

 

Fortrolighed er en vigtig faktor for begær, men evnen til seksuel nydelse er også afhængig af adskilthed.

 

Egoisme er ok

 

Erotisk ophidselse fordrer måske, at vi tør være egoistiske. At vi tør vise vores utæmmede løsslupne liderlighed – at vi er erotiske adskilte væsner – som vender tilbage fra eventyr – tilbage til trygheden og nærværet. Erotisk ophidselse fordrer at vi  –  måske i bogstavelig forstand – lukker øjnene. At vi lukker den elskede ude og fokuserer på os selv og vore egne sansninger.

 

Tryghed i det erotiske fællesskab er måske, at lukke øjnene og dermed hinanden ude, at vi hver især går ind i os selv i tillid til, at den anden er der, når vi igen åbner øjnene.

 

Det handler om tillid og egoisme på en og samme tid. Tillid til at det er ok at være egoistisk og gå ind i sit eget nydelsesunivers – og fra denne adskilthed igen vende tilbage til fællesskabet, trygheden og den dybe samhørighed.

 

Hvis man som barn ikke har fået mulighed for at udforske netop det dobbelte behov for adskilthed og tryghed, kan man have fået et mønster, der er præget af, at man har mere fokus på  partneren end på sig selv.  Et sådant mønster kan være med til at underminere det erotiske i en kærlighedsrelation: fremfor egen nydelse – egoisme – vælges automatisk fokus på partneren. Derved bliver angst for præstation et emne. Og netop denne angst og optagethed af fællesskab og tryghed kan dræbe den lystne, liderlige og vidunderlige nydelse kaldet eros.

 

Jo mere vi stoler på at mor stadig er der, når vi vender tilbage, desto længere tør vi vove os væk – og jo mere vi stoler på vores partner, desto længere tør vi forsvinde ind i sanseligheden og vores egen nydelse.

 

jeg har talt med mange kvinder gennem årene som har fortalt mig, at når de har sex, har de brug for at gemme sig væk, slukke lyset, trække dynen op over hovedet. De har brug for at vide sig ikke iagttaget.

 

Hvis de ved at partneren iagttager dem, får de selv fokus på deres krop, deres måde at signalere lyst på – deres præstation. de bliver på en måde betragtere eller tilskuere til deres egen nydelse. Derved har de mere fokus på at tilfredsstille partneren end selv forsvinde ind i det erotiske univers og mærke nydelsen fuldt ud. Det behøver ikke handle om generthed for at vise kroppen frem. Det kan være en måde at kunne lege “tit-tit-borte” – forsvinde ind i sit eget nydelsesunivers, for efter orgasmen at dukke frem af fjerene, tænde lyset og sige “kuk-kuk – her er jeg igen.”

 

Det indre vilddyr … grrrr

Gennem opdragelse har vi lært at tøjle vore impulser og lyster og gennem kulturel påvirkning er vi blevet tæmmet til  at lægge vores indre vilddyr i lænker. Mange oplever at det slippes løs med en ny og ukendt partner. Det minder en om, at vilddyret lever – og vi fristes til at tro, at her i den nye sammenhæng vil det overleve – kunne ånde, trives og vokse.

 

Den ægteskabelige tryghed bliver voldsomt truet af denne sanselighed og vi vælger skilsmisse, for vi forledes til at tro, at vi nu har fundet en partner med hvem det erotiske kan udfoldes og leve. Måske er det sådan. Men oftest bliver det en gentagelse af tidligere relationer, hvis man ikke forstår, at eros er en oplevelse inden i en selv – og at to mennesker kan opleve den – ikke sammen –  men på samme tid med hinanden. Det er det, jeg forstår ved samtidighed: at være på samme sted på samme tid  – adskilte i den samme oplevelse.

 

Spred kærligheden og del dette indlæg på